Onsdag d. 12. marts havde vi generalforsamling i OOUGF. Som sædvanen tro blev det afholdt i OddenseHus.
Vi var i alt 25 personer, som var mødt op til spisning kl. 18.30, hvor der blev serveret flæskesteg og tilbehør af Pia Nuchel.
Generalforsamlingen blev afholdt i en god stemning, hvor der blev aflagt beretning fra de enkelte udvalg samt formanden Alfred Brunsgaard.
Året havde budt på masser af aktiviteter for både børn, unge og ældre medlemmer.
Vi kan glæde os over, at vi ved udgangen af 2024 er helt oppe og runde 684 aktivitetsmedlemmer efter en stigning over de sidste 3 år på hele 303 nye medlemmer. Vi var dog, som så mange andre foreninger, også hårdt ramt af Corona i 2020-2021.
Selvom vi kommer ud med et mindre underskud på kr. 17.500,-, er vores forening fortsat godt kørende økonomisk. Egenkapitalen viste ved årets udgang et plus på kr. 951.000,-.
Som ny formand efter Alfred Brunsgaard blev valgt Anja Sittrup. Emil Don overtager posten efter Susanne Larsen som badmintonudvalgsformand. På posten som formand for Fitness fortsætter Joachim Jensen.
Vi har en udfordring på posten som formand for Arrangementsudvalget, hvor der ikke blev fundet en afløser for Torben Pedersen. Der vil derfor blive afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor dette vil blive eneste punkt på dagsorden.
Generalforsamlingen vil blive afholdt d. 7. april 2025 kl. 19.00 i OddenseHus. Der vil senere blive indkaldt til dette.
Som det er blevet traditionen tro til vores generalforsamling, uddeler vi i samarbejde med Sparekassen Balling en "Frivillighedspris".
Den blev i år givet til en af områdets helt store ildsjæle. Med 53,9 % af samtlige afgivne stemmer, blev Lene Trærup en klar vinder blandt de 5 nominerede - Stort tillykke. Med titlen følger et kontant beløb på kr. 2.500,-.
Stort tak til alle de fremmødte for en god og konstruktiv aften.